tirsdag den 26. april 2016

Nordmanden Johannes Grenness

I øjeblikket er der fire malerier af Johannes Grenness (1875-1975) til salg på Bruun Rasmussen netauktioner. Jeg har valgt at fremhæve to af dem i dette indlæg. Det er ikke en kunster, jeg har stiftet meget bekendtskab med tidligere, men jeg synes, at de udbudte malerier er meget tiltalende.
Johannes Grenness er født i Norge. Han var en længere årrække elev af PS Krøyer (1851-1909), som fik stor indflydelse på hans kunst. Johannes Grenness bosatte sig fra 1903 i Danmark og giftede sig med en dansk kvinde.
http://www.bruun-rasmussen.dk/search.do?pg=1&iid=300838711&did=1004814&mode=detail
Ovenstående maleri "Mor og barn på stranden" leder tankerne hen på Krøyer og skagensmalerne. Om maleriet er malt i Skagen eller Nordsjælland, kan man umiddelbart kun gisne om. Hans svigerfamilie skulle have haft tilknytning til Gilleje, og det er ikke utænkeligt, at det er Sverige, man kan se i horisonten. Det er i hvertfald et lyst og efter min mening tiltalende maleri. Vurderet til 15.000 kr.
http://www.bruun-rasmussen.dk/search.do?pg=1&iid=300783685&did=1004814&mode=detail
Det næste maleri forstiller hans datter Signi. Hun har ryggen vendt mod beskueren og er umiddelbart i gang med at dufte til en blomst. Et intimt portræt. Vurderet til 8.000 kr. - 10.000 kr. Begge malerier har været udstillet på Munkeruphus i Dronningmølle i 2003. Ud over landskaber og portrætter, har Johannes Grenness også malt en del blomstermotiver.

lørdag den 23. april 2016

Georg Emil Libert "månestemningernes maler"

Georg Emil Libert (1820-1908) har ikke fået så meget opmærksomhed i kunstlitteraturen. Han er stort set kun omtalt i Weilbach og som indskudte sætninger i diverse kunstbøger. Libert er jævnaldrende med de kendte danske landskabsmalere såsom Johan Thomas Lundbye (1818-1848), Peter Christian Skovgaard (1817-1875) og Vilhelm Kyhn (1819-1903). Ligesom Kyhn oplevede han det meste af guldalderen og det moderne gennembrud.  Libert repræsenterede en mere europæisk linje i sin kunst, men han har også malt malerier i den mere national romantiske ånd.
http://www.bruun-rasmussen.dk/search.do?pg=1&q=libert&iid=300837500&mode=detail

Liberts billeder ses jævnligt på auktion, og prisniveauet er i den lavere ende med enkelte højdespringere. Hans motiver stammer ofte fra Norge og Bornholm, og han valgte ofte at inkludere ruiner såsom Hammershus eller Koldinghus på malerierne. Ydermere har han malt mange stemningsfyldte malerier, hvor måne, skyer og himmel spiller en central rolle.
På det aktuelle maleri ses en ensom robåd badet i månelys . Jeg kommer til at tænke på den norske kunstner Peder Balke (1804-1887), men hvor Balke er fuld romantik og dramatik, er det som om, at Libert i sit maleri også trækker på naturalismen. Et fint maleri i et meget tilgængeligt prisleje.

lørdag den 9. april 2016

Danske dyremalere

Der er i øjeblikket en del dyremotiver udbudt på de forskellige auktionshuse. Hvis vi starter kronologisk, har Bruun-Rasmussen to værker af Christian David Gebauer (1777-1831) på auktion.
Christian David Gebauer var inspireret af den hollandske guldalder. Det er ikke så tit, at hans malerier er på auktion. Prislejet er dog meget tilgængeligt, vurdering 2.000 kr. - 3.000 kr.

En anden flittig dyremaler var Simon Simonsen (1841-1821), søn af guldaldermaleren Niels Simonsen (1807-1885).
Koen ovenfor er malet i 1859 og udstillet på Charlottenborg samme år. Simon Simonsen har altså kun været 18 år gammel, da han udførte maleriet. Ifølge Weilbach, (http://www.rosekamp.dk/Weilbach_95_96/s.htm) skulle maleriet under titlen "En Ko, halv naturlig Størrelse" have vundet den Neuhausenske præmie.
På maleriet ses en væltet malkeskammel - gad vide om koen har skræmt en malkepige væk? Den ser nu ellers ret godmodig ud. Det kræver dog en del vægplads, hvis man er interesseret i denne fine ko. 100 x 145 måler maleriet. Vurderet til mellem 10.000 kr. - 15.000 kr. 
Et mere typisk emne for Simon Simonsen var hunde af en hver slags. Ovenfor et eksempel herpå - en tæve med mange hvalpe. Hundehvalpe er typisk poplære, og netop disse billeder plejer at gå godt på auktion. Vurderet til 30.000 kr. med en mindstepris på 24.000 kr.